Siden er under opbygning (sidste rettelse 03/07/2025)

Mærkesager

SUNDHED: Bedre akutindsats 

Vi vil arbejde for, at kommunen får forbedret akutindsatsen hos eksempelvis ældre borgere i eget hjem og på plejehjem gennem et tættere samarbejde mellem vores akutsygeplejersker og den præhospitale indsats. På den måde kan borgerne afklares og eventuelt behandles i eget hjem – hurtigt og effektivt.

SUNDHED: Lægehus i Nørre Nissum

Kommunen skal aktivt facilitere regionens placering af kommende lægehuse, når den nye sundhedslov på praksisområdet rulles ud. Vi ønsker, at kommunen arbejder målrettet for at få regionen til at placere et lægehus i Nissum, hvor der i dag ikke findes et. Kommunen kan understøtte dette ved at tilbyde lejemål til konkurrencedygtige priser samt sikre gode parkeringsforhold, infrastruktur m.m. 

SKOLER: NEJ til centralisering

Vi ønsker en kommune i balance mellem land og by, hvor alle borgere – både i byerne og på landet – har lige adgang til gode skoler og velfungerende lokalsamfund. Land og By kæmper for, at hele Lemvig Kommune skal leve. Det betyder, at vi siger klart nej til yderligere centralisering af vores folkeskoler. I stedet vil vi styrke de kvaliteter, der gør vores landsbyer og landområder attraktive for familier: nærhed, tryghed og fællesskab.

SKOLE: Balance mellem land og by 

Lemvig Kommune består af Lemvig by og en række mindre byer og landområder. Det er afgørende, at udviklingen sker i balance, så alle dele af kommunen trives. I dag bor omkring to tredjedele af os uden for Lemvig by – vores kommune strækker sig over 500 kvadratkilometer. Hvis skoler, arbejdspladser og tilbud koncentreres inde i byen, risikerer vi at efterlade landsbyerne og oplandet uden liv. Vi vil en anden vej: Vi vil understøtte, at man kan bo og leve godt i hele kommunen.

SUNDHED: Kommunikation

Vi ønsker at styrke samarbejdet mellem sundhedsaktørerne i kommunen og de praktiserende læger, så lægefaglig information deles mere effektivt til gavn for borgerne. Det kan ske ved at udvide de kommunikationssystemer, som allerede anvendes i andre kommuner.

BOSÆTNING: Hele skoler = Hele samfund

En lokal folkeskole er ofte hjørnestenen i lokalsamfundet. Når skolen fungerer og børnene kan blive undervist tæt på deres hjem, skaber det tryghed for familierne og tiltrækker nye tilflyttere. Modsat ser vi, at hvis en skole lukker eller centraliseres væk, kan det få kædereaktioner: børnefamilier flytter fra området, huspriserne falder, og den lokale købmand mister grundlag og må måske lukke. Kort sagt: fjerner man skolen, dræner man ofte landsbyen for liv. Det skal vi undgå.